Om Vanløse Kirke

Indvielse af Vanløse kirke

Vanløse Kirke blev indviet den 1. august 1909 af biskop T. Skat Rørdam. De første skitser til kirken er udført af arkitekt Th. Jørgensen, men da han også stod for genopførelsen af det nedbrændte Christiansborg, nåede han kun at få opført præstenboligen, der stod klar i 1906. Kirkebyggeriet blev i stedet overdraget til arkitekt Johannes Magdahl Nielsen, der omarbejdede tegningerne, fordi ministeriet forlangte, at kirken skulle bygges af røde sten; en kalket kirke var for dyr at vedligeholde. Dette er forklaringen på den store forskel i arkitekturen mellem kirke og præstebolig.

Vanløse Sogn

Vanløse-området var oprindelig en del af Brønshøj Sogn, men med den nye kirke udskiltes Vanløse Sogn, der indtil 1930 havde fælles sognepræst med Rødovre Sogn. I slutningen af 30’erne var Vanløse med sine 27.000 beboere et af de største sogne i Danmark, hvorfor dele af sognet blev udskilt: i 1942 til Advent Sogn og 1945 til Hyltebjerg Sogn. Herved blev antallet af beboere reduceret til godt 17.000 (2020: 11.869)

Tilbygning af nordfløjen

Udvendigt er kirken kun blevet ændret én gang. Det var i 1939 ved tilbygningen af nordfløjen (dåbsværelset), ligeledes tegnet af arkitekt Johannes Magdahl Nielsen.

Modernisering af kirkens indre

Kirkens indre blev i 1984, umiddelbart før 75-års jubilæet, moderniseret af arkitekt Palle Rydahl Drost, og i den forbindelse blev det planlagt at ændre udsmykningen af kirkens kor. Kunstneren Arne Hauge Sørensen fik overdraget opgaven, glarmester Per Steen Hebsgaard stod for udførelsen, og de tre nye glasmosaikker blev indviet den 19. marts 1989 (Palmesøndag).

2014 blev kirkens lys og vægfarver moderniseret af arkitekt Marianne Tuxen og Charlotte Felding. De 6 store lysekroner udført af Okholm Lighting blev installeret i loftet. I forlængelse af den nye belysning og indvendige maling af kirkerummet, blev korinventar og kirkestole istandsat i 2019.

 

 

Læs mere om Vanløse Kirke:

50 års jubilæumsskrift: Vanløse Kirke gennem halvtreds år 1909-59 fra landsby - til storstadskirke

75 års jubilæumsskrift: Vanløse Kirke en historisk oversigt 1909-84

 

 

Tegning af Vanløse Kirke 1908

K

Tegning af Vanløse Kirke 1944

Kilde: Brochure fra indsamling i sognet til rejsning af en ny kirke af Kirkekomiteen: Hvordan bygger man nu en kirke? - Hyltebjerg Kirke anno 1944.