
ERIK BERTELSEN OG DE JYSKE FARVANDE
I Vestjylland synger vi ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, som var det vores nationalsang. Den hylder fjorden og dens folk; den når derind hvor selv den sejeste jyde kan synge med om at elske og længes. Men hvor mange ved at digteren, Erik Bertelsen, har udgivet en række digtsamlinger, og kun få af dem levendegjort i musik?
Det er disse vestjyske historier, der er udgangspunktet for en ny koncertforestilling.
I sommeren 2020 var komponist og musiker Niels Ørts Ottosen, der selv er født og opvokset i Vestjylland, på sejltur på Limfjorden med træskibet Bona Gratia - og fandt én af disse digtsamlinger i et antikvariat i havnebyen Skive. Det blev begyndelsen på projektet, og siden er musikken og idéerne vokset frem. Vi er nu et team på fem musikere samt en flok kreative mennesker, der sammen skaber Blæsten.