Lempelse af corona-restriktionerne: Slut med mundbind i folkekirken | Vanløse Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lempelse af corona-restriktionerne: Slut med mundbind i folkekirken

Lempelse af corona-restriktionerne: Slut med mundbind i folkekirken
Udgivet man d. 14. jun 2021, kl. 09:12
Nyheder

Sidste uges politiske aftale om yderligere genåbning betyder, at kravet om mundbindet ophæves fra mandag 14. juni. Det betyder, at du ikke længere skal bære mundbind, når du færdes i kirke og sognehus. Samtidig kan vi fra august være flere til gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Det nugældende arealkrav om 1 person pr. 4 kvadratmeter bliver lempet til 1 person pr. 2 kvadratmeter den 1. august. Det betyder, at vi går fra at kunne være 44 personer i kirke og dåbsværelse tilsammen til at kunne være 84 personer i kirken uden brug af dåbsværelset. Vi vil fortsat anbefale brug af håndsprit.

 

Fra 1. juli hæves det lille forsamlingsforbud til 250 personer. Det betyder, at vi kan være flere samlet til kirkekoncerter og andre menighedsaktiviteter, idet vi i øjeblikket er underlagt et forsamlingsforbud på op til 100 frem til og med 30. juni.

 

Det generelle udendørs forsamlingsforbud er afskaffet fra 11. juni. Der er derfor ikke længere nogle begrænsninger, når vi samles i kirkehaven til kirkekaffe efter gudstjenesten.

 

Fra 1. september vil de mange skilte, den særlig indretning af vores lokaler og - muligvis også - tilgængelig håndsprit forsvinde.

 

Sektorpartnerskabet mødes igen på torsdag den 17. juni, hvor de samlede nye restriktioner og retningslinjer for Folkekirken fastsættes. Hvad det kommer til at betyde for din brug af Vanløse Kirke, melder vi ud den efterfølgende uge, når kirkens coronaudvalg har gennemgået ændringerne.

 

Vi glæder os til at vende tilbage til det kirkelivet, som vi kendte det før corona.